EU

 EU er opbygget af fire institutioner som danner rammerne om et politisk og økonomisk samarbejde mellem 27 lande i Europa.

EU dækker en lang række politikområder, og mange af de regler vi lever efter er påvirket af EU. Bruxelles er EU’s hovedsæde.

Danmark blev medlem i 1973, men har ikke synderligt stor indflydelse. Dette kan ses ved at Danmark har 7 ud af 345 stemmer i parlamentet, hvilket svarer til ca. 2%.

EU’S INSTITUTIONER:

KOMMISSIONEN

Kommissionen består af en kommissær fra hvert land, og alle kommissærer har deres ansvarsområde. Her fremlægges lovforslag. Lobbyister har mulighed for at følge møderne og få taletid, men de har ikke ret til at stemme.

I princippet er det en institution hvor medlemmerne ikke repræsenterer sit land, men er uafhængig af medlemslande.

EUROPA-PARLAMENTET

I Europa-Parlamentet er der 785 medlemmer fra 27 medlemslande.

Parlamentet kan ikke fremlægge forslag, men afgøre om kommissionens forslag går videre, eller om det evt. skal rettes eller ændres.

De deler magt med ministerrådet.

Parlamentet har en lang række underudvalg som tager sig af specifikke emner.

MINISTERRÅDET

Her sidder regeringerne, endestationen. Ud af 345 stemmer har DK 7 – ca. 2 % . I ministerrådet samles ministrene fra alle medlemslandene. Der er faktisk tale om flere forskellige råd, f.eks. et for landbrug, et for industri osv.

EU-DOMSTOLEN

EU-domstolen er den øverste myndighed der beslutter om lovene kan bruges, og hvordan de skal forstås. Domstolen afgør uenigheder blandt medlemslandene og mellem EU og medlemslandene. Kommissionen, ministerrådet og medlemslandene kan gå til domstolen for at anlægge sager.

Den lovgivende magt – folketinget

Den dømmende magt - domstolene

Den udøvende magt – regering og stat

Kilder:

Kenneth Haar

www.eu-oplysningen.dk

www.europa.eu

KENNETH HAAR INTERVIEW

Kenneth Haar er medlem af Enhedslisten, men arbejder også som journalist og konsulent. Lige nu arbejder han for organisationen Coorporate Europe Observatory, hvis opgave er at finde ud af hvordan erhvervslivets lobbyister påvirker lovgivningen i EU. Han hjælper med at oplyse deres metoder og politiske virkemidler til medierne, som så dækker historierne.

Et eksempel på noget arbejde han er indblandet i, er f.eks. trafiklysmærknings sagen som vi skriver om længere nede. Her var han med til at afsløre lobbyisternes metoder til at presse EU.

Gennem hans interview får man et indtryk af hvor meget magt- og penge ressourcer spiller ind i demokratiet.

K: Et eksempel på et argument mange lobbyister bruger, er at true med at rykke virksomheden til udlandet så staten vil miste indtægter og få arbejdsløshed. En anden brugt metode er at sende en rapport med modargumenter ind 2 uger før den endelige afgørelse, så politikerne ikke har tid nok til at komme med nye argumenter for lovforslaget, som dermed ikke kan blive vedtaget.

De kan altså true med en forflyttelse og skabe angst i lokalområdet og derved presse politikerne. f. eks. kan industrien skrive en rapport et par uger forinden en beslutning skal tages i EU, hvor der er nogle beviser på at arbejdsløsheden vil stige drastisk, hvis den givende lov bliver vedtaget dette gør at politikerne ikke har tid til at lave en ny rapport med nye argumenter for lovforslaget og så står beslutningstagerne kun med en rapport fra industrien, som har argumenter imod den givende lov. Industrien har flere resurser til at give de rigtige informationer på det rigtige tidspunkt.

Et andet eksempel kunne være inden for bil industrien om bilens brændstofs-effektivitet: Hvor meget må en bil kører på literen? Hvor meget CO2 udleder det? Siden 1996 har man arbejdet på at lave regler for dette. Da der så kom et lovforslag til kommissionen, satte man en ekspertgruppe til at rådgive kommissionen om hvor høje krav man kunne tillade sig at stille til bilindustrien. Rådgivningsgruppen bestod udelukkende af folk fra bilproducenter som for eksempel Reneau og Volkswagen. Denne rådgivningsgruppe er kommissionen blevet rådgivet af i nu 15 år og de har for nyligt vedtaget nogle regler som er ringere end de forslag kommissionen fremlagde i 1996. Dette er et problem at man vælger eksperter som er fra selv den samme virksomhed som reglen går imod, til at vurdere sagen. Så vil disse gøre alt for at reglen ikke bliver realiseret. En meget vigtig årsag til dette problem er at miljøorganisationer ikke har ressourcer nok til at blande sig og få andre end folk fra bilindustrien ind og spille en rolle i sagen.

Z: Hvordan begrænser man lobbyisme?

K: For at begrænse erhvervslivets indflydelse på kommissionen kan man som det første gribe ind i kommissionens måde at bruge rådgivere på. Jeg nævnte tidligere en historie med en ekspertgruppe der udelukkende kom fra bilindustrien, på flere andre måder er det her billede præcis det samme.

Altså på finansområdet laver kommissionen rådgivningsgrupper som består af store banker og investerings fonde hvilket er et skridt hen imod at begrænse deres magt. Det er også en måde at insistere på overfor kommissionen, at når der skal laves en ny lovgivning skal de være forpligtet til at modtage råd fra forskellige sider, og af forskellig observans, altså fra forskellige interesse grupper i samfundet. Sjovt nok står det i kommissionens eget regelsæt, men de tager det bare ikke alvorligt. Så det er en af opgaverne at få kommissionen til at tage det alvorligt. 

Z: Er det vejledende regler eller er det lovgivning?

Det er vi ved at undersøge lige nu, vi har skrevet en klage til EU's ombudsmand om netop dette spørgsmål, og han skal så vurdere hvor vigtigt det er at dokumentere hvilke områder kommissionen forpligter sig på. Spørgsmålet er om det skal betragtes som løse retningslinjer, eller som noget der rent faktisk forpligter dem. Hvis det er det sidste, så bliver det spændende at se hvad kommissionen siger til det. 

E: Påvirker lobbyisterne den amerikanske regering lige så meget som EU?

K: Ja, det er omtrent det samme.

K: Nu er der så sket noget nyt i dansk politik. Liberal Alliance har sagt at hvis det ikke var for Saxo bank ville partiet ikke have nogen penge at lave kampagne for. Nu er det ikke noget nyt at et parti bliver støttet af erhvervslivet, men det nye er at partierne nu bliver massivt støttet af virksomheder. Før i tiden var det kun fagforeninger osv. som støttede et parti. Lobbyister kommer i mange forskellige størrelser, der er organisations lobbyister som er ansat af det givende firma, og der er professionelle lobbyister som man kan leje på time basis, som har personlige kontakter som forstår systemet og måske endda er politiker, som har en større viden inden for området end lobbyister som arbejdere i virksomheder.

De kan i princippet støtte et stort olieselskab den ene dag og Greenpeace den anden, selvom de sandsynligvis ikke ville gøre det fordi at de skal virke attraktive overfor den industri der har flest penge at købe dem for.

Karin Riis Jørgensen er gået lige fra at være politiker til lobbyist, og Mogens Peter Carl som var embedsmand i en høj stilling i EU, er også blevet lobbyist, og når man har sådan nogle personer som resurser, som har en masse personlige kontakter, står men pludselig meget stærkt. Det lobbyister kan er at gøre det rigtig attraktivt for de politikere de skal påvirke. For eksempel tager de, de politikere som fx står og vakler mellem to mærkesager, og får skubbet dem lidt mere hen mod den ene side end anden.